EmmaHaleSmith
"I desire the Spirit of God to know and understand myself,
that I might be able to overcome whatever of tradition or
nature that would not tend to my exaltation in the eternal
worlds. I desire a fruitful, active mind, that I may be able to comprehend the designs of God, when revealed through His servants without doubting."
First Name:  Last Name: 
Maiden Married
[Advanced Search]  [Surnames]

Donate Now
NORWAY, King Svend

NORWAY, King Svend

Male 940 - 1014  (74 years)  Submit Photo / DocumentSubmit Photo / Document

 Set As Default Person    

Personal Information    |    Media    |    Notes    |    Event Map    |    All    |    PDF

  • Name NORWAY, Svend 
    Prefix King 
    Nickname Forked Beard 
    Born 940  Jelling, Vejle, Dänemark Find all individuals with events at this location 
    Gender Male 
    Buried Feb 1014  Hellige-Trefoldghed, Kirken, Roskilde, Denmark Find all individuals with events at this location 
    Died 3 Feb 1014  Gainsborough, Lincolnshire, England Find all individuals with events at this location 
    WAC 1 Jul 1881 
    _TAG Reviewed on FS 
    _TAG Temple 
    Headstones Submit Headstone Photo Submit Headstone Photo 
    Person ID I42613  Joseph Smith Sr and Lucy Mack Smith | Joseph Sr., Lucy Mack
    Last Modified 16 Jan 2020 

    Father DENMARK, Harold ,   b. 910, Blauzahn, Germany Find all individuals with events at this location,   d. 1 Nov 986  (Age 76 years) 
    Mother SWEDEN, Queen Cyrid ,   b. 910, Normandy, France Find all individuals with events at this location,   d. 1002, Fécamp, Normandie, Neustria, France Find all individuals with events at this location  (Age 92 years) 
    Married Abt 936  Germany Find all individuals with events at this location 
    Family ID F10909  Group Sheet  |  Family Chart

    Family 1 SWEDEN, Holmfrid ,   b. 972, Uppsala, Uppsala, Sweden Find all individuals with events at this location,   d. Aft 2 Feb 1014  (Age > 42 years) 
    Children 
     1. DENMARK, Gyda ,   b. Abt 976, Roskilde, Roskilde, Denmark Find all individuals with events at this location,   d. Abt 1023, England Find all individuals with events at this location  (Age ~ 47 years)
     2. ENGLAND, Knut ,   b. 995, Denmark Find all individuals with events at this location,   d. 12 Nov 1035, Shaftesbury, Dorsetshire, England Find all individuals with events at this location  (Age 40 years)
     3. DENMARK, Harald ,   b. Abt 997, Denmark Find all individuals with events at this location,   d. 1018  (Age ~ 21 years)
    +4. SVENDSDATTER, Estrid ,   b. Abt 1000, Normandy, Neustria, France Find all individuals with events at this location,   d. 9 May 1047, Roskilde, Roskilde, Denmark Find all individuals with events at this location  (Age ~ 47 years)
    Last Modified 6 Oct 2020 
    Family ID F18124  Group Sheet  |  Family Chart

    Family 2 POLAND, Swietoslava ,   b. Abt 940, Poznan, Lubelskie, Poland Find all individuals with events at this location,   d. 2 Feb 1014, Gainsborough, Lincolnshire, England Find all individuals with events at this location  (Age ~ 74 years) 
    Married 970 
    Children 
     1. DENMARK, Gyda ,   b. Abt 976, Roskilde, Roskilde, Denmark Find all individuals with events at this location,   d. Abt 1023, England Find all individuals with events at this location  (Age ~ 47 years)
    +2. SVENDSDATTER, Princess Estrid Margaret ,   b. 997, Roskilde, Roskilde, Denmark Find all individuals with events at this location,   d. 5 Sep 1020, Skåne, Denmark Find all individuals with events at this location  (Age 23 years)
     3. DENMARK, Harald ,   b. Abt 997, Denmark Find all individuals with events at this location,   d. 1018, Denmark Find all individuals with events at this location  (Age ~ 21 years)
    Last Modified 6 Oct 2020 
    Family ID F18193  Group Sheet  |  Family Chart

  • Event Map
    Link to Google MapsBuried - Feb 1014 - Hellige-Trefoldghed, Kirken, Roskilde, Denmark Link to Google Earth
    Link to Google MapsDied - 3 Feb 1014 - Gainsborough, Lincolnshire, England Link to Google Earth
     = Link to Google Earth 

  • Photos
    dist.bmp?ctx=ArtCtxPublic
    dist.bmp?ctx=ArtCtxPublic
    George Wilding and sister Sarah Wilding
    AMBROSE SHURTZ
    King Sweyn I Forkbeard of Denmark, Norway & England Denmark
    As a young man

  • Notes 
    • DEATH: Also shown as Died , Gainsborough, Lincolnshire, England. BURIAL: Also shown as Buried Kirken, Roskilde, Denmark.

      From Encyclopedia Britanica

      The son of the Danish king Harald Bluetooth (Blåtand), Sweyn rebelled in 987 against his father, who fled to Wendland (in Germany). Sweyn began feuding with Olaf I after the latter’s accession to the Norwegian throne in 995, and he allied with the Swedish king Olaf Skötkonung and with the Norwegian Erik, the earl of Lade. The three allies defeated Olaf I in the Battle of Svolder about 1000, with Sweyn becoming virtual ruler of Norway, although nominally sharing sovereignty with his allies. Sweyn then turned again to England, leading apparently punitive expeditions in 1003 and 1004 in retaliation for the St. Brice’s Day massacre of Danes in England on November 13, 1002.

      Sweyn did not again return to England until 1013, when he led a highly successful campaign and was accepted as king throughout the country, forcing Ethelred II into exile; but he died less than a year later. Although Norway returned (1014–16) to Norwegian rule under the leadership of Olaf II Haraldsson, Sweyn’s Anglo-Danish empire continued under his son and grandson until 1042.

      Sven Tveskæg (født ca. 960, død 3. februar 1014) var konge af Danmark ca. 986–1014 og konge af England 1013–1014. Han hævdede også overherredømme over Norge 1000–1014, men mest af navn da Norge stort set styrede sig selv.
      Han fulgte sin fader, kong Harald Blåtand, som konge af Danmark sandsynligvis fra slutningen af 986 eller begyndelsen af 987. Han er i sagaerne beskrevet som Danmarks store vikingekonge. Det hævdes blandt andet, at han var med til at lokke den norske konge Olav Tryggvason i en fælde og dræbe ham i raseri over, at kong Olav havde været i seng med hans søster Thyra Haraldsdatter. Muligvis gjorde han oprør mod sin egen fader og tog kongemagten. Endvidere erobrede han England, omend han døde fem uger senere.

      Sven prægede som den første danske konge mønter med sit eget billede, og den latinske inskription lød: "Zven, Rex ad Dener", "Sven, konge af danerne". Hans fader accepterede kristendommen i 960-erne. Da kongefamilien var blevet kristnet, forlød det, at Sven også fik det kristne navn Otto for at ære den tyske kejser. Der findes kun få optegnelser, som viser det.
      Det norske tilnavn "Tjugeskjegg", som er mere korrekt på norsk end på dansk, kommer ikke af, at hans skæg var delt, for han havde sandsynligvis ikke fuldskæg. Tilnavnet kommer fra det norrøne ord "tjúgu-skegg" på grund af hans lange overskæg eller moustache, som hang ned og lignede en fork. Tilnavnet var sandsynligvis i brug allerede i hans levetid.

      Oprør mod Harald Blåtand:
      Harald Blåtand fik sønnen Sven med en kvinde ved navn Gunhild. I nogle gamle kilder er Sven illegitim søn af Harald Blåtand og blev opfostret af den mytiske vikinghøvding Palnatoke, jarl af Jomsborg. Selv om det ikke er bevist, er det blevet hævdet, at Sven ikke arvede kongedømmet efter sin fader, men at han gjorde oprør og nedkæmpede og dræbte ham i et slag. Ophavet til denne opfattelse er formentlig Adam af Bremen, som bygger sin beretning på en gammeltestamentelig skabelon; Synden (drabet på Harald], straffen (Sven tages til fange), landflygtighed og anger, som fører til Svens generobring af magten.[1] Det er måske ikke rigtigt, men der er indikationer på, at Harald Blåtand ikke frivilligt opgav kronen til fordel for sønnen. Det eneste, som vi ved, er, at Sven kom på tronen efter faderens død i årene 979 til 987. Dette store interval skyldes især debatten om vikingeborgenes bygherre. Poul Nørlund mente, at den mest sandsynlige tese måtte være, at Trelleborg og Aggersborg (som var de kendte fæstninger, da han udformede teorien) fungerede som træningslejre for soldater forud for Sven Tveskægs erobring af England i 1013. Denne udlægning blev i 1979 tilbagevist af dendrokronologien, som fastlagde tre borges opførelse til ca. 981, medmindre disse træningslejre først kunne benyttes til formålet over tredive år senere.[2]
      Olaf Olsen, som havde støttet Nørlunds oprindelige tese, søgte stadig at sandsynliggøre den ved at så tvivl om tidspunktet for Harald Blåtands død [2] Ved at flytte det fra 985 til 979 fik han placeret Sven ved kongemagten på det afgørende tidspunkt; men, som kritikere fremførte, er der ikke spor af intensiverede togter før borgene faktisk var gået af brug. Poul Skaaning har udkastet en teori, der fastlægger borgerkrigen mellem Harald Blåtand og Sven Tveskæg som forklaring på borgenes udformning og placering. Borgene skulle fungere som knudepunkter for opstanden med det hovedformål at beskytte ledingsflåden mod angreb.[3]

      Striden med Norge:
      Både før og efter Sven blev konge, hærgede han som viking. I begyndelsen var han også allieret med norske Olav Tryggvason i England og kunne ved selvsyn se, at nordmanden var en vældig slagsbroder og grusom og ondskabsfuld som fjende.
      I henhold til Snorre Sturlasson var det Sven Tveskæg, som tog initiativ til at sende en stor dansk invasionsflåde til Norge i 986 for få den norske hersker Håkon jarl afsat og dræbt. I Slaget ved Hjørungavåg led danskerne et alvorligt nederlag. Det var den første gang, Norge som samlet nation hævdede selvstændighed mod Danmark i krig.
      Den danske hær var forstærket med de frygtede Jomsvikinger, ledet af Sigvalde jarl, høvding af Jomsborg efter Palnatoke. Et sagn, som Snorre gentager, siger, at Sven blev taget til fange af Sigvalde, ført til Jomsborg og tvunget til at slutte fred med venderkongen Boleslaus den Tapre. Nødtvunget gik Sven med til aftalen. Sigvalde jarl var allerede gift med Boleslaus’ datter Astrid. Aftalen blev sikret ved, at Sven blev gift med Gunhild (Świętosława), en anden af Boleslaus’ døtre, og Boleslaus selv blev gift med Thyra Haraldsdatter, Svens søster. Med Gunhild fik Sven sønnerne Harald Svenssøn og Knud den Store. Ifølge Adam af Bremen blev Sven to gange taget til fange af venderne; hver gang måtte han løskøbe sig med en stor mængde guld.[4]
      I Norge blev Olav Tryggvason konge i 995 efter, at han var blevet kristnet, hvilket ikke havde gjort ham mildere, snarere tværtimod. I henhold til Olav Tryggvasons saga forsøger han at fri til den svenske adelskvinde Sigrid Storråde, men da hun ikke vil skifte tro, slår han hende i ansigtet og kalder hende "en hedensk hund".[5] I Polen sidder Svens søster Tyra Haraldsdatter og er utilfreds med, at hun er blevet giftet bort til en gammel konge, som tillige er "hedning". Hun flygter derfra og helt til Norge, møder kong Olav og sørger for at gifte sig med ham.
      I Danmark sidder Sven Tveskæg og hører, at aftalen med den polske konge er blevet brudt, og at søsteren endog har været i seng med hans gamle våbenbroder fra tiden i England. Sven har i mellemtiden giftet sig med Sigrid Storråde, som kong Olav havde forkastet, og i henhold til Snorre ægger Sigrid Sven Tveskæg ved at sige, at den norske konge har ligget med hans søster "uden at spørge dig om lov, og sligt ville dine foreldre ikke have fundet sig i."[6] I Norge driver Thyra sit eget rænkespil og ægger kong Olav ved at håne ham, at han ikke tør stille op mod Sven Tveskæg. Olav bliver rasende, ruster til leding og siger: "Aldrig skal vel jeg være ræd for din broder, kong Sven. Og om vi to mødes, da skal han vige."[7]
      Den personlige strid mellem Sven og Olav, som bliver fremprovokeret af de to dronninger Sigrid og Thyra, er nok en litterær konstruktion fra Snorres side, men resultatet er, at Olav Tryggvason i år 1000 falder i slaget ved Svold. En af dem, som kæmpede mod ham, var Håkon jarls søn, Eirik Håkonsson. Han er blevet gift med en datter af Sven, Gyda Sveinsdatter, og i henhold til Snorre blev der et godt venskab mellem Eirik og Sven. Eirik opnår det, han ønskede, ved at blive Norges reelle hersker, selv om landet formelt er underlagt kong Sven.
      Snorre siger for øvrigt, at Svens første hustru Gunhild af Polen blev syg og døde således, at han kunne gifte sig med svenske Sigrid Storråde.[8] Det er nok forkert, for andre kilder oplyser, at Gunhild drog til Vendland eller Polen og blev der, til Sven døde i 1014 og at hun da vendte tilbage til Danmark for at være sammen med sønnen.[9] Med Sigrid fik Sven datteren Estrid Svensdatter, som senere blev gift med Ulf Thorgilsson jarl (død 1026).

      Religion og hærgningstogt:
      Adam af Bremen opfatter med henvisning til Svend Estridsen Sven Tveskæg som en hedning, der først efter omvendelsen og bodsgangen kan vinde sit rige tilbage.[4] Om Sven var hedning eller ej var næppe et væsentlig spørgsmål for andre end Adam af Bremen. Sven selv var sandsynligvis realpolitiker nok til at holde sig til den religion, som passede den politik, han førte. En af grundene til Adams modvilje mod Sven kan være, at denne støttede sig til engelske præster og biskopper frem for dem fra Hamborg - det bispedømme, som Adam selv var underlagt. Fra England kan der også have været præster af dansk oprindelse, mens Sven havde få forbindelser til tyske præster.
      Sven Tveskæg var nok også opmærksom på, at så snart ærkebiskoppen af Hamburg-Bremen fik et fodfæste i Danmark, ville den tyske kejser Otto III ikke være langt borte. Hans slaviske naboer i sydøst, arvefjenderne slaverne, var allerede underlagt det tyskromerske rige. Sven havde ingen grund til at ønske det samme for Danmark.
      Efter år 1000 var Sven Tveskæg den mægtigste konge i Norden. Sverige sørgede for at holde sig på afstand, og ægteskabet med Sigrid Storråde var at betragte som en dynastisk fredsaftale med svenskerne. Norge var formelt underlagt Danmark, og Eirik jarl stillede norske skibe og hærfolk til den danske konges disposition.
      Sven var ganske sikkert involveret i hærtogt mod England i årene 1003–1005, 1006–1007 og 1009–1012, som en følge af massakrene på Sankt Brictiusdagen (13. november) i England, hvor alle danske og norrøne indbyggere i Nordengland blev mishandlet og dræbt i følge John af Wallingfords krøniker. Det er antaget, at Sven Tveskæg havde en personlig interesse i hærtogterne, eftersom Gunhild, hans egen søster, var et af de mange ofre. Massakrene var en storstilet etnisk udrensning af danskere og norrøne bosættere i England og var initieret af den engelske konge Ethelred den Rådvilde. Sven krævede Danegæld, en massiv skat, og i 1013 ledede han personligt en mægtig flåde af danskere og nordmænd i en storstilet invasion af England. Sammen med ham var Eirik Håkonsson fra Norge.

      Konge af England:
      Den samtidige Laud-krøniken slår fast at "før august måned kom kong Sven med hans flåde til Sandwich. Han drog ret hurtig til mundingen af Humber i East Anglia og derefter op ad Trent til han kom til Gainsborough. Uhtred jarl og alle northumbrianere bøjede sig hurtigt for ham, hvilket alt folk i Lindsey gjorde, derefter alt folk i de fem Boroughs. Han tog gidsler i hvert shire (område). Da han forstod, at alt folk havde underkastet sig for ham, krævede han, at hans styrker skulle blive givet proviant og heste. Han drog derefter sydover med størstedelen af invasionsstyrken, mens nogen af dem, sammen med gislerne, blev sammen med hans søn Knud. Efter, at han drog over Watling Street, drog de op til Oxford, og byborgerne bøjede sig for ham og gav ham gisler. Derfra red de mod Winchester, og folket der gjorde det samme, derefter østover til London."
      I London synes Sven at være blevet mødt med modstand. Indbyggerne havde brændt alle broer over floden Thames. Sven led store tab, da han forsøgte at komme over floden, og han måtte trække sig tilbage. Krøniken fortæller, at "kong Sven drog derfra til Wallingford, over Themsen til Bath, og blev der med hærstyrken." Ealdorman Aethelmaer kom og de vestlige thegnene (høvdinger) med ham. De bøjede sig alle for Sven og gav ham gidsler.
      London havde formået at stå imod Svens angreb, men byen var nu alene, isoleret i en nation som havde overgivet sig. Sven Tveskæg blev accepteret som konge over England efter, at Ethelred II flygtede til Normandiet i slutningen af 1013. Med tilladelse fra Witenagemot, "rådet af de vise mænd", underkastede London sig og overgav byen til Sven, og han blev erklæret som konge på første juledag.
      Sven havde sit hovedkvarter i Gainsborough i Lincolnshire og begyndte at organisere sit store kongedømme. Han nåede at gøre Eirik Håkonsson til jarl over Northumbria, før han døde den 3. februar 1014 i grevskabet Lincoln efter at have styret England i kun fem uger, angivelig af slag. Man ved ikke, hvornår han blev født, men antager, at han var i halvtredserne, da han døde. Sven Tveskægs lig blev balsameret i et kloster i England i 1014.[10] Han skal være blevet begravet i York Minster, men senere fragtet til Danmark og gravlagt i Trefoldighedskloster, som han selv havde ladet opføre, og hvor han havde udset sig sin grav. Hvor i landet, dette Trefoldighedskloster har ligget, ved vi ikke ret, men såvel Roskilde, Lund og Hedeby/Slesvig har været nævnt som muligheder.[11] Hedeby synes at ligge nærmest for i forhold til en sejltur fra York og muligheden af et tidligt kloster i nærheden af Hedeby eller Slesvig kan ikke afvises. Det er også muligt, at Sven blev begravet i Lund domkirke. Her blev der foretaget arkæologiske udgravninger i 1980-erne, og man fandt spor efter en ældre trækirke fra omkring 990. I denne blev der fundet en tom grav, og det er muligt, at Svens lig blev begravet i denne kirke, for så at blive videreført til den senere stenkirke, som blev bygget omkring 1030. Roskilde forekommer måske mindre sandsynlig i forhold til den måde beretningen om overførslen af Svends lig fra York gengives på.[12][11]
      I Danmark blev han efterfulgt af sin yngste søn Harald Svenssøn. Den danske hær erklærede, at hans ældre søn Knud var den nye konge af England, men både flåden og Knud selv drog tilbage til Danmark, og Ethelred kom tilbage fra Normandiet og genoptog ledelsen ved at erklære for sine landsmænd, at "alt var tilgivet".
      Svens søn blev derfor nødt til at generobre England for at kunne fortsætte faderens værk.
      Moderne forskere har spekuleret i, om Sven kan være død af Brugadas syndrom, en arvelig hjertefejl,[13] se Teorien om hjertefejl hos danske konger.

      Kilderne:
      Snorre Sturlasson skriver i Heimskringla, at Sven ville have halvdelen af kongemagten, hvilket Harald Blåtand nægtede. Sven henvendte sig da sammen med Jomsvikingerne til fosterfaderen Palnatoke, for at få denne til at deltage i striden mod faderen. Det blev et voldsomt slag, som den gamle konge vandt, men han fik sår, som han døde af, og Sven blev dermed alligevel konge.
      Den tyske kirkehistoriker Adam af Bremen var stærkt kritisk over for Sven og hævder i værket Gesta Hammaburgensis Ecclesiae Pontificum fra sidste halvdel af 1000-tallet, at Sven blev afsat af den svenske konge Erik Sejrsæl, som derefter styrede Danmark indtil han døde i 994 eller 995.[14] Dette er aldrig blevet bevist og bliver ikke betragtet som sandsynlig af nutidens historikere, som peger på, at Adam støtter sig til en andenhånds kilde. Historikerne mener, at Sven regerede på samme tid som Olof Skötkonung, som Sven var allieret med mod Olav Tryggvason. Olof var den første konge af det, som modsvarer hele Sverige, fraset Skåne, mens Erik Seiersæl styrede en region omkring Uppsala. Adams fremstilling skal måske læses i lyset af Adams forsøg på at fremhæve Harald Blåtand som en helgenkandidat, i modsætning til sønnen Sven, som han hævdede var en hedning.[1]
      Ifølge Adam blev Sven straffet af Gud for sit oprør og for at have forvoldt faderens død. For dette måtte han tilbringe "fjorten år" som landsforvist, hvilket formentlig er en bibelsk reference fra en ekklesiastisk forfatter.[15] Adam skriver, at Sven blev beskyttet af alle men måtte til sidst søge tilflugt i Skotland. Den skotske konge var øjensynlig kendt i Europa som en hedning og en morder. Adams uhistoriske hensigt var nok at vise, at Sven hørte til blandt hedninger og deslige og ikke kunne regere et kristent land, før han accepterede Kristus som sin frelser.
      En vurdering af Svens regeringstid må også omfatte en anden af hans biografer, Saxos, brug af kilder. Det er sandsynligt, at Saxo har benyttet Roskildekrøniken, Adam af Bremens krønike og Sven Aggesens sagaer som forlæg.[1] Det har været antaget, at der findes et tabt værk, som er fælles forlæg for disse kilders fremstilling. Denne tolkning er imidlertid omstridt.[1] Den alternative forklaring er, at Saxo har sammenfattet de dele af Adam af Bremens krønike, som han nærede tillid til med oplysninger fra de andre kilder.[16] Det hele kompliceres af, at Roskildekrøniken identificerer Svens modstander i krigen som Olaf "Krageben", selv om denne på mange andre punkter bærer præg af afhængighed af Adams fremstilling.[15]

      Litteratur:
      Sturlasson, Snorre (2003): Snorres kongesagaer, Gyldendal 2003
      Lund, Niels (1997): Harald Blåtands Død, Roskilde Museums Forlag, 1997.
      Ashley, Mike (1998): British Monarchs, Robinson Publishing, 1998.
      Sandqvist, Sven (1985): La mort du roi Souvain : le dix-neuvième conte du recueil intitulé Le Tombel de chartrose. Almqvist & Wiksell ISBN 91-7402-156-7
      Skovgaard_Petersen, Inge (1966):Sven Tveskæg i den ældste danske histografi, i:"Middelalderstudier tilegnede Aksel E. Christensen", Munksgaard
      Howard, Ian (2003): Swein Forkbeard's invasions and the Danish conquest of England 991-1017. Boydell. ISBN 0-85115-928-1
      Liljensøe, Jørgen (1989): Svend Tveskæg. Branner og Korch. ISBN 87-411-5580-7 (egnet for barn)
      Sangen om slaget ved Maldon : og andre kilder til Sven Tveskægs og Olav Tryggvessons kampe i England i 990erne. Oversat med indledning og noter af Niels Lund. København: Museum Tusculanum / Selskabet til Historiske Kildeskrifters Oversættelse, 1991 ISBN 87-7289-157-2
      Skaaning, Poul (1992): Harald Blåtands sidste kamp, Dansk Historisk håndbogsforlag

      Eksterne henvisninger:
      Aksel E. Christensen: "Hvilken (kong) Svend belejrede Hedeby? I. Historiske identifikationsmuligheder" (Historisk Tidsskrift, 12. række, Bind 5; 1971)
      Lis Jacobsen: "Runeindskrifternes vidnesbyrd om kampene omkring Hedeby. Fra Harald Gormssøn til Sven Estridsøn." (Scandia, Vol 8, Nr 1 (1935); s. 64-79),

      Noter:
      1. Inge Skovgaard_Petersen (1966), s. 6
      2. Olaf Olsen: Tanker i tusindåret; tidsskriftet Skalk nr.3 1980 s. 21
      3. Skaaning, Poul (1992), s. 31. Skaaning mener, at en danske skibsleding på 10-12.000 mand har stået for byggeriet på kongens ordre.
      4. Inge Skovgaard_Petersen (1966), s. 5
      5. Olav Tryggvasons saga, kap. 61
      6. Olav Tryggvasons saga, kap. 98
      7. Olav Tryggvasons saga, kap. 92
      8. Olav Tryggvasons saga, kap. 91